Broder Wulfstan så på farven i sin patients øjne og smagte på hans sved. Medicinen havde kun gjort manden svagere. Munken frygtede at han skulle miste denne pilgrim. Sitrende af skuffelse satte broder Wulfstan sig ved sit arbejdsbord for at tænke problemet igennem.
Pilgrimmen var ankommet bleg og hulkindet til St. Mary-klosteret. Manden var blevet hjemsendt fra Den Sorte Fyrstes hær på grund af sine sår og et tyfusanfald. Hans sår havde gjort ham mere bevidst om timeligheden end nogen prædiken, og han besluttede derfor at drage på pilgrimsfærd til York. Han havde udstået en ublid sejltur over Kanalen og den lange ridetur nordpå, hvorun der hans sår var sprunget op igen. Wulfstan havde standset blød ningen med vinca, men da også feberen vendte tilbage, vidste han ikke længere hvad han skulle stille op. Infirmeristen havde ikke stor erfaring med krigeres sygdomme, eftersom han havde levet i St. Marys klosterfred siden sin barndom. Han vovede sig sjældent længere bort fra klosteret end til domkirken eller Nicholas Wiltons apotek, og begge kunne nås til fods på kort tid.
I to dage og en nat blandede Wulfstan medicin, satte plastre på sin patient og bad. Da han til sidst var helt udmattet og ulykkelig, kom han i tanker om Nicholas Wilton. Det var et uafviseligt tegn på hans hysteriske sindstilstand at han ikke havde tænkt på apotekeren noget før - Nicholas havde engang fremstillet et undergørende lægemiddel til en af ærkebiskoppens gæster der havde været døden nær af tyfus. Han måtte vide hvad man stillede op. Wulfstan hviskede taknemmeligt tre gange ave, og hans humør blev bedre. Gud havde vist ham vejen.
Infirmeristen gav sin novice Henry instruks om at holde pilgrimmens læber fugtige og tilberede ham et krus mynteudtræk hvis han vågnede. Så ilede Wulfstan gennem klosteret for at bede abbeden om tilladelse til at gå ud i byen. På vejen børstede han støv og små stykker tørrede urter af sin munkedragt. Abbed Campian var en pertentlig mand. Han mente at en velplejet fremtoning var udtryk for et rent sind. Wulfstan vidste godt at abbeden næppe kunne have noget at indvende mod hans mission, men han fandt tryghed i Klosterreglen, ligesom abbeden gjorde i pænhed og orden. Wulfstan troede at hvis ban adlød og gjorde sit bedste, ville han ikke kunne undgå at blive optaget i det himmelske kor, om end på nok så beskeden en plads. Hvile i fred i Guds arme i al evighed. Han kunne ikke forestille sig nogen bedre skæbne. Og Klosterreglen var for ham vejen til denne evige glæde.
Efter at have indhentet sin abbeds tilladelse trådte Wulfstan ud i den kolde decembereftermiddag. Føj! Det var begyndt at sne. Hele november og et stykke ind i december havde han ventet på den første sne, og så skulle den komme netop nu da han havde et vigtigt ærinde. Hvis han havde været en overtroisk bonde, ville han have troet at skæbnegudinderne havde svoret sig sammen imod ham. Men han holdt ryggen rank i overbevisningen om at når Gud havde hjulpet ham igennem alle livets andre små problemer, ville Han vel ikke svigte Wulfstan på dette sene tidspunkt.
Infirmeristen trak sin hætte op og gik så hurtigt han kunne, direkte op imod vinden. Han pustede og stønnede og missede med øjnene i snefoget. Han gik gennem klosterporten og kom ud på de brolagte gader i Yorks summende travlhed. Byens kakofoniske støj gjorde Wulfstan så urolig at han ikke længere kunne koncentrere sig om at komme hurtigst muligt frem. Han opdagede at han havde sidestik, og hans hjerte hamrede. Sådanne små tegn på kroppens skrøbelighed forskrækkede ham. Han opførte sig jo som en tåbe. Han var for gammel til at haste så meget, især på brosten der var glatte efter den første sne. Han lagde hånden på det smertende sted i siden og ventede ved korsvejen mens en kærre passerede. Det sneede kraftigt nu - store snefnug der nappede når de smeltede på hans hede kinder. Du bliver for varm, og så lader du dig køle af. Du er en stor idiot, Wulfstan. Han drejede om ad Davygate og forsøgte at sætte farten ned. Men Wiltons butik lå lige efter den næste korsvej. Han var allerede så tæt på sit mål. Han satte farten op igen, drevet af frygten for at misre sin patient.
Wulfstan var kommet til ar holde af pilgrimmen. Han var en blid og venlig ridder med en blød stemme, og han præsenrerede sig kun som en pilgrim der ønskede at bede, meditere og få fred med sin Gud. Han bar rundt på en gammel sorg, kærligheden til en kvinde som tilhørte en anden. Han omralte hende som den blideste og smukkeste kvinde, hvis skærsild på jord var at hun var gift med en gammel mand der ikke gav hende nogen. glæde. "Hvad ville hun man tænke om mig nu, min ven?" Hans øjne løb i vand. "Men nu er hun bortc." Pilgrimmen kom dagligt i infirmeriet for at få skiftet sine bandager hos broder Wulfstan. Under disse besøg havde han opdaget urtehaven og bemærket at dens skønhed lindrede hjertet, selv midt om vinteren. "Hun trøsrede sig med en have der lignede denne meget." Mange dage gik pilgrimmen omkring i urtehaven mens broder Wulfsran nussede i bedene. Han sagde ikke så meget, men overholdt klosrerreglen om kun at tale når det var nødvendigt. Han var opmærksom på broder Wulfstans skrøbelighed og altid villig til at hjælpe med at hente og bringe. Wulfstan satte pris på mandens tavse kammeratskab og påskønnede hans hjælp, selv om han var klar over ar det var en syndig selvtilfredsstillelse at tage imod den.
Derfor var det kommet som et hårdt slag for ham da pilgrimmen var faldet om i kapellet. Manden havde denne nat våget for at mindes sin elskede. Broder Sebastian havde fundet ham besvimet på det kolde stengulv ved laudes. Gudskelov for det sene aftenritual, ellers havde pilgrimmen ligget der lige til daggry og sikkert pådraget sig en dødelig forkølelse.
Men han var alligevel blevet temmelig syg. Wulfstan skyndte sig. Da den gamle munk skubbede døren til Wiltons butik op, stønnede og prustede han og måtte bukke sig helt sammen og tage sig til siden. Butikkens halvmørke og hans egen tilstand blindede ham et øjeblik. Han kunne ikke se om der var nogen i butikken. "Guds fred," gispede han. Intet svar. "Nicholas? Lucie?"
Perleforhænget i køkkendøren raslede, og nogen kom ud i butikken. "Broder Wulfstan!" Lucie Wilton løftede den hængslede lem i disken og greb Wulfstans hånd. "I ser ikke rask ud." Hun lugtede af have. "Og jeres hænder er som is."
Han rettede sig forsigtigt op. "I har været i haven." Hans åndeløse, rystende stemme overraskede ham selv. Han havde an strengt sig endnu mere end han havde troet.
"Ja, vi ville gerne nå at dække roserne med strå før sneen kom." Lucie Wilton løftede en spritlampe op til hans ansigt. Han missede med øjnene. "Kom med ind til ildstedet i køkkenet. Jeres kinder blusser jo. Det bliver for meget for jeres hjerte, sådan som I iler."
Wulfstan fulgte efter hende ind bag disken og videre ind i køkkenet, hvor han med ydmyg taknemmelighed satte sig ved il den. Hans alder og kortåndethed gjorde det umuligt for ham at opretholde sin høflige vane med at gøre indsigelse mod enhver venlighed der blev vist ham. Da han sad i det lyse køkken, smilede han til Lucie Wilton. Hun varmede hans hjerte med sin skønhed, mildhed og venlighed. Hendes far kunne have været stolt af hende ved hoffet, så meget var sikkert. Sir Robert var et gammelt fjols.
Hun rakte ham et krus varm vin. "Og hvad har så jaget jer ud i sneen? Og i sådan en fart?"
Han fortalte hende årsagen til sit besøg.
"Tyfus. Plejer I en soldat?"
"Han er ikke længere soldat. Hans skæg er gråt og hans øjne bedrøvede, så den tid er vist forbi for ham." Wulfstan flyttede blikket fra hendes venlige, deltagende ansigt til døren ud mod ha ven. "Jeg hader at forstyrre Nicholas i hans arbejde med roserne. I kender vel ikke blandingen?"
"Nicholas har ikke prøvet mig i den endnu."
"Jeg vil jo nødig komme til besvær; men manden er meget syg.
Lucie klappede ham pa skulderen. "Hvil jer nu, så skal jeg hente min mand."
Lucie var lærling hos sin mand. Det var ikke så usædvanligt. Hustruer lærte ofte deres mænds fag ved at arbejde side om side med dem. Men Nicholas havde sørget for at Lucies status som lærling var blevet formelt anerkendt. Han ønskede at betrygge hendes fremtid. Han var seksten år ældre end hun, og hans helbred var ikke det allerbedste, så han spekulerede en del på hvordan hun skulle klare sig når han ikke længere var der.
En anden mand havde måske kastet et hurtigt blik på hendes kønne ansigt og ræsonneret at hun nok ville gifte sig igen. I Lucies tilfælde kunne der endda blive tale om et bedre parti, nærmere hendes oprindelige stand. Lucie var nemlig datter af sir Robert D'Arby fra Freythorpe Hadden. Hun kunne være blevet gift med en adelsmand. Var hendes mor ikke død mens hun var lille, ville det næsten sikkert også være gået sådan. Men efter den smukke Amelies død havde sir Robert vist sig usædvanlig uinteresseret i sit eneste barns skæbne her i livet. Han havde sendt hende i kloster, og her havde Nicholas fundet hende og svoret at give hende friheden og et liv der passede bedre til hendes sind. Wulfstan holdt af Nicholas Wilton for det han havde gjort for Lucie. I det lange løb ville apoteket blive hende til større tryghed end den ar vepart enken efter en lord kunne opnå, og desuden gjorde det hende uafhængig.
Nicholas kom ind. Han tørrede hænderne og rystede på hovedet. "Sneen kommer sent i år, men til gengæld vælter den ned!" Hans magre ansigt var rødt af kulde, og hans blege øjne skinnede. Apotekshaven var hans lidenskab.
"Blev du så færdig med roserne?" spurgte Wulfstan. De havde en fælles interesse for havedyrkning. Og for helbredende planter.
"Næsten." Nicholas satte sig med et suk, som en mand der er træt på en behagelig måde. "Lucie siger at du har en pilgrim med tyfus."
"Det passer. Han har det ikke godt, Nicholas. Han er svag, og han skælver."
"Hvor længe er der gået siden sidste udbrud?"
"Fem måneder."
Apotekeren stillede flere spørgsmål, og indimellem nikkede han og rynkede panden. "Var han klar i hovedet da han ankom?"
"Fuldstændig. Mens jeg plejede hans sår, stillede han mig sommetider spørgsmål om folk i York. Han har engang kæmpet ved sir Roberts side under et felttog i Frankrig."
Den bemærkning fik Lucie til at løfte hovedet. Hun havde et hårdt udtryk i ansigtet. Hun nærede ikke varme følelser for sin far.
"Men der skete også noget mærkeligt," sagde Wulfstan. "Han blev helt vred på mig da jeg fortalte ham at du var blevet apoteker I din fars sted, Nicholas. Han hævdede hårdnakket at du var død."
"Død?" nærmest hviskede Nicholas.
Lucie gjorde korsets tegn.
Senere slog det ned i broder Wulfstan at Nicholas fra dette øjeblik havde opført sig mærkeligt. Han var begyndt at stille spørgsmål som efter Wulfstans mening ikke havde meget med en diagnose at gøre - soldatens navn, udseende, alder, hans hensigt med at komme til St. Mary-klosteret, om han havde modtaget besøg
Wulfstan kunne ikke svare ham ret meget på disse spørgsmål. Pilgrimmen havde ønsket at forblive navnløs. Han havde ikke sagt noget om hjem eller familie. Han var gråhåret, høj og havde en soldats holdning trods sin sygdom. Han havde ikke modtaget besøg, selv om han kendte folkene på Freythorpe Hadden. Og han kendte tilsyneladende også Nicholas. "Men alt det har vel ingen betydning?" Apotekeren spildte den kostbare tid.
Lucie Wilton lagde hånden på sin mands arm. Det gav et sæt i ham, som om han havde brændt sig på hendes hånd. "Broder Wulfstan må hurtigst muligt tilbage til sin patient," sagde hun og betragtede sin mand med et bekymret udtryk i øjnene.
Nicholas rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage. Efter en akavet pause, som fik Wulfstan til at frygte at Nicholas alligevel ikke vidste hvilken medicin han skulle foreskrive, vendte apotekercn sig med et mærkeligt suk. "Min normale mikstur er slet ikke stærk nok. Gå tilbage til din patient, broder Wulfstan. Jeg skal selv bringe medicinen inden dagen er omme." Han virkede uligevægtig og så ikke broder Wulfstan lige i øjnene.
Wulfstan var skuffet. Flere udsættelser. "Det er altså ikke nogen let sag? Er det såret der komplicerer behandlingen?"
"Det er aldrig nogen let sag når det drejer sig om tyfus."
Broder Wulfstan gjorde korsets tegn.
Lucie lagde en beroligende hånd på sin mands skulder. "Er det meget alvorligt, Nicholas?"
"Det ved jeg jo ikke," sagde han hvast. Men så kom han tilsyneladende på bedre tanker. Han bøjede sig ned og kyssede hende blidt på panden. "Men du behøver ikke blive herinde, Lucie."
Hans stemme smøg sig om hende. "Og du behøver heller ikke at bekymre dig. Måske kan du nå at gøre det sidste rosenbed færdigt hvis du skynder dig."
"Jeg regnede jo ellers med at jeg kunne lære noget ved at se dig blande den mikstur."
Nicholas greb hendes hånd. "Jeg skal nok gennemgå den med dig senere, min skat. Men sneen venter jo ikke." Hans blik var kærligt, blidt, næsten melankolsk.
Uden yderligere diskussion iførte Lucie sig sin kappe og gik ud ad havedøren.
Wulfstan sukkede.
"Hun er et klenodie," sagde Nicholas.
Wulfstan gav ham ret. "Jeres huslige lykke er en velsignelse for jer begge."
Nicholas så ned i gulvet og sagde ingenting. Det forekom Wulfstan at hans ven undgik at se ham i øjnene. Måske gik det alligevel ikke helt så godt imellem dem. "Men du laver mig altså en særlig mikstur?"
Nicholas klappede håndfiaderne sammen: til arbejdet. "Og du skal skynde dig tilbage til din patient og give ham mynte til sveden driver."
"Jeg har instrueret Henry om den sag," sagde Wulfstan, men da han fornemmede hvilket mærkeligt humør Nicholas var i, tog han afsked.
En isnende kold tilbagetur blev det. Nicholas havde haft ret. Den første sne faldt så rigeligt at det opvejede dens forsinkede ankomst.
Da Wulfstan ved skumringstid sad og nikkede med hovedet ved pilgrimmens sygeseng, blev han vækket ved at nogen prikkede ham på skulderen. Nicholas Wilton, endelig. Men der var noget galt med apotekeren. Wulfstan gned sine øjne og kiggede nøje på ham. Nicholas' øjne var ligesom for store til hans blege ansigt - som om han havde fået et chok.
"Du ser ikke ud som om du er helt rask, Nicholas. Du skulle have sendt en anden herover med medicinen."
Patienten stønnede. Hans øjenlag flaksede.
Nicholas trak Wulfstan til side. "Han ser mere syg ud end jeg havde regnet med," hviskede han. Aha, tænkte Wulfstan, så var det derfor apotekeren så så opskræmt ud. "Du må straks give ham medicinen," sagde Nicholas. "Skynd dig. En lille skefuld i kogende vand. Jeg sætter mig hos ham."
Wulfstan skyndte sig hen til ilden.
Pilgrimmen vågnede tilsyneladende, for Wulfstan hørte ham råbe op, og derpå mumlede Nicholas nogle trøstende ord. Den syge mand råbte igen op. Det overraskede ikke Wulfstan. Den milde ridder brændte jo af feber. Delirium var kun hvad man kunne forvente.
Han mærkede på vandet, ivrig efter at det skulle komme i kog. Pilgrimmen hulkede. Wulfstan målte omhyggeligt op, bad en bøn over drogen, rørte rundt og skyndte sig så hen til sygesengen.
Til Wulfstans forbløffelse var Nicholas forsvundet. Han havde ladet pilgrimmen ligge alene. "Det var da mærkeligt, sådan at gå uden et ord," mumlede Wulfstan.
"Morder!" hvæsede pilgrimmen. "Giftmorder!" Hans ansigt var rødt og skinnede af sved.
"Tag det nu roligt, min ven," sagde Wulfstan. "Denne sindsbevægelse er ikke god for jer."
Pilgrimmen trak vejret med besvær. Han kastede sig fra side til side, og han havde et vildt udtryk I øjnene.
Wulfstan gjorde hvad han kunne for hviskende at berolige ham. "Febersyner, min ven. Lucifer hjemsøger jer og prøver at nedbryde jeres vilje. Tag jer ikke af ham."
Til sidst blev mandens øjne klare igen. "Var han kun et mareridt?"
"Ja. Der er ingen mordere her." Det var i hvert fald sandt. Wulfstan holdt bægeret op til mandens blege læber. "Og drik nu ud. I har brug for hvile. Søvnen er helsebringende."
Det våde, skræmte blik søgte op til bægeret og vendte derpå tilbage til broder Wulfstan. "Har I selv tilberedt midlet?"
"Med egne hænder, min ven. Drik nu ud."
Det gjorde han. "så er han død. Jeg har dræbt ham," hviskede han. Den forfærdende tanke beroligede ham tilsyneladende. Snart efter blev pilgrimmen varm og døsig og faldt så i søvn. Men kort efter completorium begyndte han at stønne, og så vågnede han badet i sved og klagede over smerter i arme og ben. Måske havde Wulfstan taget fejl af sygdommens karakter. Men disse symptomer havde hans ven jo ikke haft tidligere. Wulfstan forsøgte at lindre smerterne ved hjælp af klude vædet i en opløsning af troldnød, men smerterne fortsatte.
Så tilkaldte han Henry. Sammen lavede de grødomslag og pakkede pilgrimmens lemmer ind. Intet hjalp. Wulfstan anede ikke sine levende råd. Han havde gjort sit bedste. Ingen kunne bebrejde ham at han ikke havde prøvet. Herren måtte vide hvor inderligt han følte med den lidende pilgrim. Han overvejede at sende bud efter mester Saurian - den læge der tilså munkene når de var syge - men han havde ikke været til nogen særlig hjælp da pilgrimmen i sin tid var blevet syg, og desuden var det sent, og Wulfstan var bange for at Saurian simpelthen ville sige at det var Guds vilje. Det var selvfølgelig Guds vilje, det behøvede man ikke hive mester Saurian ud af sengen midt om natten for at få at vide. Men Guds vilje var ikke altid så let at blive klog på for mennesker.
Pilgrimmens vejrtrækning blev anstrengt. Han gispede efter vejret. Henrv kom med nogle puder som den syge mand kunne læne hovedet imod for lettere at få vejret.
Det blev en lang nat. Vinden peb i alle revner og sprækker; døren knagede. Ildstedet røg og fik infirmeristens i forvejen tårevædede øjne til at svie. Da Wulfstan ved en lejlighed bøjede sig ned over pilgrimmen for at tørre hans pande, greb manden fat i hans kutte og trak ham ned til sig mens han hviskede: "Han har forgiftet mig. Jeg har ikke dræbt ham. Jeg har ikke hævnet hende." Så sank han tilbage på halmen og mistede bevidstheden.
"Det er feberen der brænder i jer; min ven," sagde Wulfstan højt. Han håbede at pilgrimmen kunne høre ham og ville lade sig trøste. "I ville have haft det værre uden medicinen." Manden rørte sig ikke.
Hvor ulykkeligt at pilgrimmen anså den mand der var kommet for at hjælpe ham, for en morder. En morder som pilgrimmen ydermere troede han havde dræbt. Var det derfor han havde været så sikker på at Nicholas Wilton var død? Havde han engang forsøgt at dræbe ham? Milde Maria og alle helgenerne, så var det jo ikke så underligt at Nicholas havde været opskræmt. Men Wulfstan vågede fortsat over den lidende pilgrim, og efterhånden overbeviste han sig om at det hele blot var feberdrømme. Han kunne slet ikke forestille sig at den venlige pilgrim skulle kunne overfalde Nicholas Wilton.
Wulfstan sad i det røgfyldte halvmørke og betragtede den syge. Hans humør sank efterhanden som pilgrimmens bevidstløshed trak ud. Vejrtrækningen var overfladisk, nu og da afbrudt af en kraftig gispen, som om han ikke kunne få luft nok. Wulfstan rejste ham endnu mere op og bad for ham. Henrv vendte tilbage fra laudes og knælede ved hans side.
Men hvor megen umage de end gjorde sig, holdt pilgrimmen op med at trække vejret ved daggry.
Wulfstan trak sig sorgfuld tilbage til kapellet for at bede for sin vens sjæl.
Henry afbrød Wulfstan i hans smånikkende bønner. Ærkediakon Anselms stævningsmand Potter Digby ville gerne tale med ham.
Wulfstan kunne ikke forestille sig hvad Digby ville ham. Det var en stævningsmands forskrækkelige pligt at efterforske rygter om syndere der havde overtrådt stiftets lov, og derpå stævne dem han anså for skyldige, for ærkebiskoppens konsistorieret hvor de kunne idømmes bøder. For dette arbejde modtog han kommission. Og for dette arbejde var Digby ilde lidt blandt hvens indbyggere, der vidste at han konstant lurede på at gribe dem i ægteskabsbrud. Ægteskabet var et sakramente, og utroskab var den synd som indbragte Digby mest. De gejstlige havde derimod sjældent mange penge at betale for deres synder. Mange mennesker mente at det var stævningsmandens uhellige flid der holdt murerne og glarmestrene i arbejde på katedralen. Wulfstan syntes det var en skam at den smukke York Minster skulle være en frugt af en sådan grådighed. Hvis sandheden endelig skulle frem, afskyede han Potter Digby med en syn dig intensitet. Mens Wulfstan fulgte efter Henry tilbage til klosteret, spekulerede han på hvilke ubehageligheder der havde bragt manden hid.
Potter Digby viste sig at være ude i privat ærinde. Han havde fundet Nicholas Wilton besvimet i nærheden af klosterporten den foregående aften og havde standset en forbipasserende kærre for at få ham transporteret hjem. Wilton havde været så forstyrret at han ikke engang kunne kende sin egen kone. Digby mente at Lucie Wilton ville sætte pris på broder Wulfstans tilstedeværelse.
"Nicholas? Det var mærkeligt." Wulfstan kom i tanker om Nicholas' bratte forsvinden. "Han opførte sig ganske vist mærkværdigt i aftes. Jeg har netop mistet en patient og ven. Jeg kan desværre ikke komme. Jeg ville ikke kunne være dem til nogen trøst."
"Wilton er syg. Hans kone er bange." Digby trak på skuldrene. "Men måske mester Saurian ..."
"Saurian? Han vil heller ikke være fru Wilton til nogen hjælp." Wulfstan vaklede. Selv om han rystede af træthed og lang tids faste, kunne han ikke overlade den blide LucieWilson til den kolde mester Saurian.
"Hvem foreslår I så, broder Wulfstan?"
Infirmeristen trak på skuldrene. "Jeg beder abbeden om tilladelse til at gå."
Endnu en gang trodsede Wulfstan sneen, og hans gamle lemmer smertede i kulden. Det var ligegyldigt. Han kunne ikke lade Lucie Wilton sidde alene i denne situation.
Men han havde ikke behøvet at bekymre sig. Bess Merchet, indehaveren af værtshuset York Tavern lige rundt om hjørnet, modtog ham i køkkendøren. Wulfstan blev glad for at se hendes kompetente korpus i døråbningen. Hun var en fornuftig kvinde, trods brændevinen i hendes ånde, og en god veninde for Lucie.
"Hun bliver glad for at se jer, broder Wulfstan." Bess puffede ham indenfor og gav ham en kop med noget varmt i hænderne. "Drik nu dette og få vejret igen. Så skal jeg se hvordan det står til deroppe." Hun forsvandt op ad trappen.
Wulfstan lugtede til blandingen af brændevin og urter i koppen og var sikker på at den ville gøre gavn. Den fik da også snart hans hjerte tilbage i den vante takt og dulmede smerten over tabet af pilgrimmen.
Ovenpå behøvede Wulfstan bare kaste ét blik på Nicholas for at se at han risikerede snart at miste endnu en ven. "Barmhjertige Moder, hvad er der dog sket med dig?" Wulfstan knælede ved siden af Nicholas' seng og greb hans hænder; som lå slappe oven pa tæpperne. Wulfstan forsøgte at gnide varme i dem. Nicholas stirrede frem for sig. Han bevægede læberne, men der kom ikke en lyd.
"Sådan har han været hele natten." Lucie sad på den anden side af sengen og tørrede sin mands øjne. Randene under hendes egne røbede at hendes nat ikke havde været bedre end Wulfstans. "Han gik herfra i går eftermiddags som I selv så ham, klar i sindet og rask nok til at arbejde i haven selv om det var koldt, og så vendte han lam tilbage, og uden talens brug han må være blevet skræmt af noget forfærdeligt som jeg ikke kender til og derfor ikke kan gøre noget ved." Hun bed sig i læben. Det var ikke det rette tidspunkt at fælde tårer.
Wulfstans hjerte løb fuldt af medlidenhed. Han kendte jo sin egen smerte over pilgrimmens død. Hvor meget større måtte hendes ikke være - tænk at se sin mand på denne måde. Han måtte finde ud af hvad han kunne gøre for at hjælpe. Han stoppede Nicholas' hænder ind under tæpperne og trak Lucie bort fra sygesengen. "Fortæl mig nu alt hvad I ved."
Hun kunne ikke fortælle ham meget - kun at Digby havde hjulpet Nicholas hjem, eftersom han tilsyneladende ikke kunne støtte på sit højre ben. Den højre arm virkede også mærkeligt lam. Og han havde ikke kunnet sige andet end en lyd langt nede i halsen. Hun vred hænderne og så ud til desperat at trænge til trøst.
Men Wulfstan kunne ikke trøste. "Det ligner rystelammelse. Om det er noget der går over, kan kun tiden vise. "Det ligger i Guds hænder. Men måske, hvis jeg bare vidste hvad det var kommet af." Han tænke på hvordan Nicholas havde udspurgt ham om pilgrimmen, og hvordan han senere havde opfattet hans tilstand. "Han var uligevægtig da han forlod infirmeriet. Måske er han faldet i mørket. Et slag i hovedet kan godt føre til sådan en lammelse. Eller i ryggen. Eller et stærkt chok."
"Et chok?" Lucie stirrede på Nicholas og vendte derpå hovedet bort, så kun Wulfstan kunne høre hende. "Kan det være pilgrimmen?" spurgte hun med dæmpet, men anspændt stemme.
Wulfstan mindedes den døende mands anklager. Men han havde jo ingen beviser. Og nu da manden alligevel var død, kunne han ikke se nogen grund til at skræmme Lucie. "Min patient foruroligede Nicholas, det er der ingen tvivl om. Han sagde at han ikke havde forventet at manden var så syg. Men det er jo ikke tilstrækkeligt til et chok." Han stirrede på Lucies bøjede hoved. "Hvad er der, mit barn? Hvad frygter I?"
"At det har noget med ærkediakon Anselms besøg i morges at gøre.
"Anselm? Har han været her?"
"De har ikke talt sammen i årevis. Ikke siden vi giftede os. Det er mærkeligt at han netop skal komme i dag. Han stod pludselig i døren, tidligt i morges - før der var kunder. Han havde allerede hørt at Nicholas var syg. Han udtrykte sin medfølelse og lignede i det hele taget en bekymret ven. Efter alle disse år. Han kom ikke engang forbi da vores Martin døde." Deres eneste barn. Død af pest før han lærte at gå.
Der var noget ved alt dette som foruroligede Wulfstan. Han havde nemlig også selv haft besøg af ærkediakonen den foregående aften. Dengang havde han ikke tillagt det nogen betydning. Ærkediakonen skulle spise middag sammen med abbed Campian. Før middagen var han kommet ind i infirmeriet med en bemærkning om at han gerne ville se om der var ændret noget siden han sidst var blevet åreladt her. Anselm var uddannet på St. Mary. Han havde opført sig venligt nok, spurgt til broder Wulfstans helbred og spøgende fortalt Henry' hvor bange han engang havde været for Wulfstan, som havde været hærdebred i sine yngre dage. Anselm havde også spurgt til pilgrimmen, den eneste patient. Det virkede som ren og skær høflighed.
Wulfstan fik Lucie til at sætte sig på kisten ved det lille vindue. "Fortæl mig om ærkediakonens besøg."
"Han havde hørt at Nicholas var syg. Han spurgte om det var alvorligt. Jeg svarede at jeg ikke vidste det, at jeg ikke kunne fortælle ham andet end hans stævningsmand allerede havde fortalt. Der var ikke sket nogen ændring i Nicholas' tilstand. Han blev tilsyneladende overrasket og spurgte hvorfor jeg gik ud fra at det var hans stævningsmand som havde fortalt ham det. Så fortalte jeg ham at det var Digby der var kommet med Nicholas. Det blev han ikke så glad for. 'Infirmeriet på klosteret? Hvad havde Nicholas dér at gøre?' Han sagde det nærmest som om det var en fjendtlig forlægning - et sted Nicholas burde have haft forstand nok til at holde sig fra."
"Mit infirmeri?" Det buede ikke Wulfstan at høre.
"Ærkediakonen skræmte mig med sine spørgsmål. Jeg fortalte ham at Nicholas havde afleveret et lægemiddel til en patient. 'Soldaten?' spurgte han. Jeg svarede ja, ham der kaldte sig pilgrim. Ærkediakonen blev ligbleg i ansigtet. Han lagde en hånd på disken for ikke at miste balancen. Jeg spurgte ham hvad der var i vejen. Han spurgte så hvad der var sket på klosteret. Det vidste jeg. selvfølgelig ikke. Jeg havde faktisk mistanke om at ærkediakonen selv vidste mere end jeg gjorde. Jeg spurgte ham hvem denne pilgrim var; og jeg er sikker på at han ved det. Han blinkede med øjnene og vendte ansigtet bort. 'Jeg har ikke set denne pilgrim, fru Wilton,' svarede han. Det er den slags halve sandheder søstrene i sin tid fortalte når de ville beskytte os mod verdens ondskab. Men jeg ville have ren besked. Han rettede sig op og sagde at han ville komme igen. 'Hvem er han?' gentog jeg. 'Jeg kommer igen,' sagde han endnu en gang, og så skyndte han sig ud ad døren."
Lucie stirrede sammenbidt ud ad vinduet. "Den forbandede præst. Han ved hvem manden er. Hvorfor fortæller han mig det så ikke?Jeg tror det hele drejer sig om den soldat." Hun vendte sine vrede øjne mod Wulfstan. "Hvem er den pilgrim, Wulfstan?"
"Min kære Lucie, Gud er mit vidne når jeg siger at jeg ikke ved det."
"Jeg vil tale med ham.
Wulfstan rystede på hovedet. "Han er død."
Hun virkede rystet. "Død? Hvornår?"
"I aftes. Hvem han end var; kan han ikke hjælpe os mere.
Lucie gjorde korsets tegn. Det betød ulykke at tale ondt om mennesker der netop var døde. "Hvil i fred."
Med nedslået blik og øjnene fulde af tårer hviskede Wulfstan et amen. Han var så udmattet at han ikke kunne beherske sig.
Lucie bemærkede hans utilpashed og greb hans hånd. "Det gør mig ondt at I har mistet jeres patient."
"Det er endnu værre. Han var også min ven." Wulfstans stemme knækkede over. Han tørrede øjnene og tog en dyb indånding. "Tilgiv mig. Jeg er vist ikke til megen nytte for jer."
Han kyssede blidt hendes pande. Han rørte hende dårligt nok med læberne, men det var så kærlig en gestus at den fik munken til at bryde ud i gråd. Han lagde ansigtet i hænderne og græd. Lucie lagde armen rundt om ham og trak ham ind til sig.
Senere, da Wulfstan havde styrket sig med et bæger brændevin, fortalte han om sit venskab med pilgrimmen. Og om mandens sorg.
"Det lyder som en blid mand. Jeg takker jer fordi I er kommet midt i jeres egen sorg. Hvordan fik I det indfald?"
"Digby. Han kom og fortalte mig hvordan det stod til."
"Det er altså mærkeligt, broder Wulfstan. Digby der pludselig er blevet så hjælpsom, og ærkediakonens besøg. Hvis jeg bare vidste hvilken forbindelse der var mellem ærkediakon Anselm og pilgrimmen og mellem Anselm og Nicholas, så forstod jeg måske det hele."
Wulfstan sagde ikke noget. Han havde for længe siden lovet Nicholas at han ikke ville tale om fortiden til Lucie, og det ville han så ikke. Men det generede ham at Nicholas var blevet syg mens både han og Anselm og Anselms stævningsmand befandt sig på St. Mary-klosteret. Wulfstan havde svært ved at opfatte det som en ren tilfældighed.
Gud skabte af Adams ribben ondskaben i Evas skikkelse. Han tog den onde del af manden og skabte kvinden deraf. Så enkelt var det, og så tydeligt forklaret, men alligevel var det kun så få mænd der forstod advarslen. Og deres blindhed førte til deres fortabelse.
Yorks ærkediakon Anselm lå på knæ på de kolde, fugtige sten og forsøgte at vise de bitre tanker fra sig og bede for sin kæreste ven. Men tankerne kredsede om Nicholas. Den blide Nicholas var fortabt på grund af sin kærlighed til en kvinde. Han havde så stærke smerter at det ikke var muligt for ham at leve meget længere. Men måske var det også det bedste.
Anselm flyttede utilpas på sig. Den råkolde fugt var trængt ind til hans knæ, og derfra var en dump smerte på vej op mod lænden. Disse lidelser var hans offer til Nicholas' frelse. Han ville udstå hvad som helst for Nicholas. Han havde allerede lidt for ham hovedparten af sit voksne liv. Men Anselm nærede ingen bitterhed. Hans bønner for Nicholas kom fra hjertet.
Man kunne ikke bebrejde Nicholas hans vanskæbne. Han havde ikke selv valgt syndens vej. Det var hans fars valg - en far som havde taget ham ud af klosterskolen og gjort ham til sin lærling på apoteket, dør om dør med et værtshus, tæt ved byen og al dens ondskab. Det var Nicholas' far der havde opfordret ham til at interessere sig for kvinder, og til at vælge sig en kone der kunne føde ham en søn som kunne føre forretningen videre. Nicholas havde altid været den lydige søn, og han havde vendt sig fra Anselm og fundet sig en kvinde så ond at hun måtte forlokke hele tre mænd før hun var færdig. Alle de tre mænd var blevet hendes ofre. Og hendes datter beseglede pagten ved at fastholde Nicholas indtil forbandelsen i al sin gru havde indhentet ham.
Nicholas' far var meget passende død med bittert hjerte over at hans søn endnu var ugift og desuden bar på en forfærdende hemmelighed der kunne ødelægge alt hvad han havde arbejdet så hårdt på at bygge op. Således er syndens sold. Men Nicholas kunne godt have været skånet. Den smukke, blide, kærlige Nicholas .
Anselm bøjede hovedet og bad for en medlidende Gud.
Nogle uger senere, efter helligtrekongersaften, sad broder Wulfstan ved siden af fyrfadet på infirmeriet og stirrede bedrøvet på sin hånd. Først havde det prikket og stukket i den, og så var den blevet følelsesløs. Og han havde kun brugt en smule af drogen. Der var stormhat nok i den medicin til at slå ihjel selv ved udvortes brug. Så kunne det jo dårligt undre at den havde taget livet af hans ven og nu også af sir Oswald Fitzwilliam. Gud forlade ham, det var slet ikke gået op for ham at han var blevet så gammel og inkompetent. Men her var beviset. Ingen intirmerist måtte bruge lægemidler fremstillet af andre uden at afprøve dem først. Og ikke engang efter at den første patient var død, var det faldet Wulfstan ind at afprøve Nicholas' middel. Han havde bare stillet det op på en hylde hvor det kunne stå og vente på sit næste offer. Gud forlade ham, det var Wulfstans egen inkompetence der havde taget livet af hans ven den milde pilgrim. Og nu af sir Oswald Fitzwilliam, ærkebiskoppens myndling. Milde Maria og alle helgenerne, hvad skulle han dog gøre?
Og hvad var konsekvensen? Nicholas Wilton var højt respekteret i hele grevskabet. Hvordan kunne han dog begå sådan en fejl?
Wulfstan stirrede ned på sin hånd, og en mulighed dæmrede for ham. Måske havde Nicholas allerede været syg om eftermiddagen og havde blandet medicinen forkert. Det ene pulver ligner jo det andet. Hvis han allerede var ved at blive syg, kunne det så tænkes at han havde taget fejl af stormhat og violrod? Wulfstan bad altid Gud om at lede hans hånd, når han målte op. Et lægemiddel kunne så let blive til en gift. Men Nicholas havde jo ikke udvist sygdomstegn den eftermiddag. Hans hud havde måske været lidt rød, men han havde et svagt helbred og havde lige tilbragt nogle timer i haven i årets første hårde frost. Men så var der jo hans mærkelige lune. Dét var der. Men den gode Gud skulle vide at det ikke var meget at basere en mistanke på. Og efter at han havde næret tillid til Nicholas igennem alle disse år.
Én ting stod klart. Wulfstan måtte returnere resten af lægemidlet til Lucie Wilton og tale med hende om det. Hun måtte holde godt øje med Nicholas, også når han engang blev rask nok til at arbejde igen. Nicholas måtte ikke blande noget som helst før det stod helt klart at han var ved sine fulde fem igen.
Wulfstan var så anspændt og eksalteret da han nåede frem til apoteket, at det forekom ham at Lucie Wilton allerede måtte vide hvad der var i pakken i hans hånd, så snart hun fik øje på den. Men hvordan skulle det være muligt? Hendes første ord gjorde da også hans mistanke til skamme.
"En gave til Nicholas? En nv mikstur som kan ændre balancen imellem hans kropsvæsker?"
"Bare det var så vel, Lucie, mit barn."
Hun rynkede panden ved hans tone og førte ham så ind i køkkenet. Hun gjorde tegn til ham om at tage plads i stolen ved ilden .
Hvor iskoldt der end havde været udenfor, svedte Wulfstan nu. Han tørrede sig over ansigtet. Lucie rakte et bæger frem mod ham. "Bess Merchet har lige været her med noget af Toms øl. I trænger vist mere til det end jeg gør.
"Gud være med jer." Han modtog med glæde øllet og tog straks et par lange slurke.
"Og fortæl mig så hvad der er galt." Lucies stemme var rolig, men hendes øjne var vagtsomme. Og da han havde taget bægeret ud af hendes hænder, havde han bemærket at de var kolde. Men han havde selvfølgelig gjort hende nervøs ved at komme ubudt og opføre sig så højtideligt.
"Tilgiv mig. Jeg kommer lige fra et dødsleje. Sir Oswald Fitzwilliam, ærkebiskoppens myndl ing. Og jeg er tilmed bange for at jeg selv er skvld i hans død."
"I, broder Wulfstan?"
Han stillede bægeret ved siden af sig og fandt pakken frem. "Jo, ser I, jeg behandlede ham med dette her, og da hans tilstand derpå meget hurtigt og meget dramatisk blev værre, undersøgte jeg det jo. Mit barn, mere end den allermindste dosis af dette lægemiddel er dødbringende for et menneske."
Lucies blik hvilede på pakken da hun spurgte: "Og nu kommer I her med det for at jeg skal teste det? I håb om at I tager fejl?"
Wulfstan rystede på hovedet. "Jeg tager ikke fejl, Lucie."
Hun så op på ham, fastholdt hans blik med sine klare blå øjne. "Hvorfor har I så taget det med herhen?"
"Det er det middel mod tyfus som Nicholas blandede til mig samme dag han blev syg.
I begyndelsen troede han ikke at hun havde hørt ham, så stille sad hun. Men så hviskede hun; "Barmhjertige Moder;" og gjorde korsets tegn. "Er I sikker?" Hendes opspilede øjne fortalte tydeligt hvilken betydning hun tillagde hans ord.
"Jeg er lige så omhyggelig med at sætte etiketter på alting som jeg ved at I selv er," sagde Wulfstan.
"Jeg anede ikke der var noget tilbage."
"Pilgrimmen døde samme nat jeg havde givet ham midlet. Nicholas havde givet mig til flere dage. Og så virkede det jo lidt ødselt ikke at gemme det."
"Men hvis I vidste at..."
"Det gjorde jeg først i dag. Jeg har ikke tænkt på at afprøve det før i dag."
Lucie bed sig i læben mens hun tænkte. "Jeg kender ikke den blanding man bruger mod tyfus. Hvad er det virksomme giftstof?"
"Stormhat."
"Og I er helt sikker på at der er stormhat nok i den blanding til at slå et menneske ihjel?"
"Min hånd er stadig følelsesløs, og jeg brugte bare en knivspids af drogen."
Lucie lagde armene om sig selv. "De havde begge to ledsmerter?" Wulfstan nikkede. "Og problemer med vejrtrækningen?" Han nikkede igen. Hun gemte ansigtet i hænderne.
"Tilgiv mig at jeg gør jeres sorg større, mit barn. Jeg ønskede ikke at fortælle det, men jeg synes I bør vide det så I kan holde øje med Nicholas. I må ikke lade ham komme tilbage bag disken før han er fuldstændig restitueret både på sjæl og legeme."
Hun nikkede uden at se op.
Wulfstan bøjede sig for at gribe bægeret. Lucies kat strakte sig ved siden af ildstedet og kom så over og gned sig op ad Wulfstans hånd. Melisende var en smuk grå- og hvidstribet kat med usædvanligt lange ører. Wulfstan kløede den i panden. Katten spandt.
"Han må have været syg allerede," sagde Lucie.
Wulfstan løftede ølbægeret. Melisende sprang op i hans skød og gik rundt om sig selv for at lægge sig behageligt. "Det mener jeg også. Han har ikke været klar over at han ikke havde fuld kontrol over sig selv den dag."
Lucie så igen op, og hendes øjne skinnede af tårer. "Kan det have været kulden? Skulle jeg ikke have ladet ham arbejde med roserne den dag?"
Wulfstan havde det forfærdeligt. Det sidste han ønskede, var at anklage Lucie Wilton for forsømmelighed. Hun havde allerede lidt så meget og taget så megen skyld på sig. "Lucie, mit barn, hvordan skulle I kunne forhindre ham i at gå ud i sin egen have? I må ikke bebrejde jer selv noget."
"Det er svært at lade være. Han sygner hen."
"I må ikke opgive håbet. Gud tager ham først når tiden er inde."
"Men selv om han kommer sig..." Lucie mærkede på tårerne pa sine kinder, som om det overraskede hende at de var våde, og tørrede dem så bort med den klud hun tidligere havde brugt til at tørre hænder i efter at have skænket øllet. "Stakkels Nicholas. Han bliver sønderknust hvis han kommer til sig selv blot for at opdage at alt hvad han har arbejdet for at bygge op, ligger i ruiner omkring ham."
"Hvorfor skulle det dog ligge i ruiner?"
Lucie lod sine smukke, tårefyldt e øjne hvile på den gamle munk. "To dødsfald. Ifølge lavsforordningen kan vi ikke længere praktisere. Lavet kan ikke bare se bort fra forordningen. Jeg kan ikke forestille mig at oldermand Thorpe har mulighed for at give Nicholas endnu en chance. Vi er ruinerede, broder Wulfstan."
Wulfstan strøg kattens pels og bad i sit stille sind Gud om råd. Han måtte forhindre denne katastrofe.
Lucie gik frem og tilbage mellem ilden og døren et par gange, men standsede så midtvejs ved nogle hylder og gav sig åndsfraværende til at ordne krukkerne og fadene foran sig.
"Det er en forfærdelig redelighed," sagde Wulfstan, mere henvendt til katten end til Lucie.
Men Lucie kom ligesom til sig selv ved de ord. Hun satte sig hurtigt ved den gamle munks side og greb en af hans hænder i sine. Min kæreste ven, kan I tilgive mig? Her tænker jeg kun på hvad det vil betyde for Nicholas og mig, men også I risikerer jo at miste hele jeres livsværk."
"Mig? Miste mit livsværk?"
"Jeres infirmeri."
"Mit ... Hvorfor skulle jeg miste mit infirmeri?"
"Når abbed Campian hører at I har brugt lægemidlet uden først at afprøve det..."
Milde Jesus, ville hans abbed sætte ham fra bestillingen? Ja, selvfølgelig. Og med rette. Han var blevet skødesløs på sine gamle dage.
"Hvis vi ikke selv gør noget," tilføjede Lucie nærmest hviskende.
"Gør noget?"
"Ja, gør det til vores lille hemmelighed."
"Vi siger det ikke til nogen?"
"Ikke til en eneste." Hun stirrede ned på deres hænder; men løftede så blikket igen. "Ville det være så forkert? Jeg skal sørge for at Nicholas ikke får lov at blande flere lægemidler før I og jeg er helt enige om at han er ved sin forstands fulde brug igen. Og jeg tvivler heller ikke på at I aldrig mere benytter jer af medicin I ikke selv har afprøvet."
Hun så på Wulfstan med sine skinnende øjne. Nu var de ikke våde længere. De var rolige og rationelle.
De blev Wulfstans redning. "Så langt havde jeg ikke tænkt. Men I har selvfølgelig ret hvad angår konsekvenserne. For os alle tre." Han drak øllet ud.
"Så er det altså vores hemmelighed?"
Gud hjælpe ham, men Wulfstan ønskede ikke at bringe mere sorg over dette hus. Han havde heller ikke lyst til at miste sit infirmeri. Han nikkede. "Det er vores lille hemmelighed, ja."
Lucie klemte hans hånd.
"Men når han kommer til sig selv ..." begyndte Wulfstan.
"Jeg skal nok holde ham under opsyn." Lucie slap hans hånd og bøjede sig ned for at samle pakken op. "Ifølge forordningen skal dette brændes."
Wulfstan nikkede. "Så gør det. Jeg ville gerne gøre det for jer; men..."
Lucie rystede på hovedet. "Nej, nej, det er min pligt." Hun lænede sig frem og kyssede ham på kinden. "Tak, broder Wulfstan. I har frelst vores liv."
Han kunne simpelthen ikke tro at noget så sødt kunne følge af at synde. Gud havde vist ham vejen.
Da Wulfstan var gået, gik Lucie frem og tilbage i rummet og med armene om sig selv. Hun så på ølkanden. Et bæger øl ville dulme. Men det var kun først på eftermiddagen. Der ville komme kunder. Hun måtte være klar i hovedet. Alting afhang af hende nu.
© Candace Robb 1993